Katte og luftvejslidelser
Katte bliver heldigvis ikke smittet med kennelhoste, men kan desværre opleve andre vanskeligheder med luftvejene. Hoste er som regel det første symptom.
Min kat hoster, hvad kan den fejle?
Der er mange forskellige sygdomme, der giver katte hoste.
Mange katte bliver smittet med virusinfektioner eller bakterier, når de har været i kontakt med andre katte – og det er ikke sjældent, at katte der har været passet i kattepensioner eller netop er flyttet hjem hos deres nye ejer er smittet. Bronchitis er en betændelsestilstand i bronchierne – og kan skyldes både bakterier, virus eller allergi. Desuden kan vandring af spolormlarver (som katten er født med) give hoste.
Man bør altid kontakte sin dyrlæge, hvis en kat hoster eller har flåd fra næse eller øjne.
Min kat hiver efter vejret en gang imellem, hvad kan det være?
Især ældre katte bliver ofte ramt af forhøjet stofskifte. Mange katteejere opdager ikke symptomerne, da sygdommen ofte medfører øget aktivitet – og ejeren derfor fejltolker symptomerne og tror, at katten i virkeligheden har fået det bedre end den havde tidligere. Katten har for det meste også tabt sig. Et af symptomerne, når sygdommen skrider frem er ofte, at katten sidder og trækker vejret hurtigt med åben mund.
Hjerteproblemer kan også medføre at katten hiver efter vejret.
Hvad kan jeg gøre for at forebygge, at min kat får luftvejslidelser?
Det er ofte bedst at undgå at købe en kat fra et sted, hvor der er mange katte, da risikoen for smitsomme sygdomme er høj. Ligeledes er der stor risiko forbundet ved ophold i kattepensioner og på udstillinger.
Mange af de sygdomme, der giver luftvejsinfektioner hos kat, kan forebygges med vaccination.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.
